Thursday 1 December 2011

Kobbertyvens våde drøm

I baggrunden det nye kirketårn, forrest 'spiret'. Udsnit af foto fra Blik & Rør
Gunnar Kristensen VVS har grund til at være tilfreds. Firmaet har nemlig fået arbejdet med at lægge kobbertag på Baunekirken i Herning. 12 tons kobber, skriver fagforeningsbladet Blik & Rør. Og to af fagforeningens medlemmer har siden foråret  2011 lagt det nye tag, ialt 1000 arbejdstimer har de brugt ifølge bladet.
Baunekirken i Herning blev bygget i årene 1975-1977 som aflastning for middelalderkirken Tjørring Kirke. Men mens den gamle kirke foreløbig har holdt i mere end 1000 år,  var den nye Baunekirken nærmest klar til nedrivning efter få år. Taget har nemlig i årevis været utæt på grund af en konstruktionsfejl (arkitekten eller byggefirmaet?), og reparationerne ville i følge Blik & Rør koste 35 mio. kr., det samme som en ny kirke. Men på grund af den særprægede arkitektur – korsformet udvendig, rundkirke indvendig med mange fine detaljer, valgte menighedsrådet at restaurere kirken og give den et nyt tag. Og denne gang med trykimprægnerede trækonstruktioner. Hvis der endnu engang skulle være fejl i konstruktionen ...

No comments:

Post a Comment