Tuesday, 22 December 2015

Storytelling før skitsering


Som en del af uddannelsen til fødevaredesigner bliver de studerende på Aalborg universitet (AAU) undervist i klassisk arkitektur og design, skriver universitetet 21.12. 2015, og som en fortæller lektor og centerleder Anna Marie Fisker, Institut for Byggeri og Anlæg beskriver det:
»I gamle dage arbejdede unge arkitektspirer meget med at gå ud i virkeligheden for at se på andres bygningsværker for at studere mål, æstetik og anvendelighed, når de skulle finde inspiration til at lave skitser til nye bygninger. Men i de senere år er vi begyndt at introducere de studerende for storytelling som et redskab til at hjælpe med at lave arkitektur.«
Så ved at bruge ord og begreber i stedet for at tegne lærer fremtidens fødevaredesignere på den måde at have mere fokus på, hvordan et rum, et måltid eller en bygning skal føles eller opleves, og hvilken historie det skal fortælle, allerede inden de første streger bliver sat på det ternede papir. Her kan de studerende lære meget af Karen Blixen, ifølge Anna Marie Fisker.

Sunday, 24 March 2013

Foto: Mindcraft 13

Mindcraft 13 kalder Danish Crafts sin udstilling i det særlige arrangement Fuori Salone, der foregår samtidig med den etablerede Il Salone del Mobile (møbelmesse) 9.-14. april 2013. Mindcraft 13 viser værker af 15 kunsthåndværkere og designere, og ifølge Danish Crafts »… afspejler værkerne  den innovation, der udfolder sig i dansk kunsthåndværk netop nu.«
Fuori Salone er som navnet siger en åben udstilling fordelt på en række showrooms og butikker, koncentreret i området Brera i det centrale Milano, i modsætning til møbelmessen som foregår i messecentret Fiera langt uden for  centrum.  På Mindcraft 13 er en af udstillerne Nina Bruun, som viser sin briks (daybed) Kilim (kelim) i ask. Overfladen er perforet og med flettet stof, så det danner en kelim-lignende mønster. Og nej, der følger ikke madras med. 

Saturday, 23 March 2013

Designpolitikken i Danmark er ifølge Lars Hedebo Olsen næsten ikke-eksisterende. Synspunktet kan læses i Politiken 27.2. 2013 og kan ses i uddrag på danishcrafts.dk
Lars Hedebo mener bl.a. at politikerne »... med lukningen af  lukningen af Center for Designforskning, nedturen for Dansk Design Center og ophævelsen af Danish Crafts som en selvstændig platform sender politikerne et klart signal til unge designere, kunsthåndværkere og til omverdenen: Vi tager ikke dansk design seriøst længere.«
Så meget desto mere er der brug for et alternativ fra de organisationer som repræsenterer designerne, fx Danske Designere, Arkitektforbundet og Visuelt Forum under Dansk Journalisforbund.

Saturday, 16 March 2013

Arkitekturportalen arkark.dk har været flere år undervejs men nu er den på nettet med indtil videre  4.600 værker af danske arkitekter, gamle og nye huse, anlæg og gågader. De to arkitekter Esben Larsen (initiativtager til  projektet) og Rimas Steponaitis  opfordrer kolleger til at foreslå arkitektur til hjemmesiden.
Portalen nøjes ikke med at beskrive husene, men vurder dem også. Om A.P. Møller Skolen i Schleswig 
hedder det fx:
»De store centralt beliggende fællesrum og sportsarealer er multifunktionelle og udformet, så de fremstår med en oplevelsesrig rumlig sammenhæng. Den skrånende tagskive med lysåbninger virker som en gestus, der samler hele skolen og tegner dens profil.«
Så må man tage den vurdering for gode varer, og glæde sig over initiativet.

Friday, 15 March 2013

Papir taler til følelserne

We Love Books! Foto: wordpainting.tumblr.com/
Læsning på papir taler mere til følelserne end læsning på skærm. Det er kort sagt en foreløbig konklusion på forsøg, som  professor Anne Mangen har været med, skriver Videnskab.dk. Anne Mangen arbejder på Universitetet i Stavanger, og deltager også i læseforsøg med amerikanske forskere.  
I forsøg sammenlignede man bl.a. læsning af en kort, fortællende tekst på  henholdsvis iPad og papir. De der læste på papir levede sig mere ind i fortællingen, end de der læste på iPad.
Så måske skulle skolerne ikke kassere alle skolebøgerne!

Friday, 15 February 2013

Fra bryggerihus til bladhus

Foto: Ingeniøren

Magasinet Ingeniøren forlader industrihuset i Skelbækgade på Vesterbro og flytter til Trekroner Bryggeri i Trekronergade, Valby, skriver Ingeniøren. Huset her var en et tænkt hvidtølsbryggeri, der blev opført ved forrige århundredeskifte og er tegnet af Caspar Leuning Borch, en arkitekt, der ikke har stået for meget overlevet byggeri, ifølge Ingeniøren, men angiveligt er ophavsmand til det danske ord 'skønvirke' om den stilart, der i udlandet kaldes jugend eller art nouveau.

Thursday, 7 February 2013

Fremtidens byer


Under overskriften ’2025 BYEN - Fællesskabet og det gode liv’ vil Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter skabe debat om, hvordan man »bibeholder, udvikler og styrker den danske tradition for fokus på fællesskabet i udviklingen af vores byer«, som det formuleres.
Til det formål har ministeriet oprettes et udvalg (man kalder det en tænketank), som skal afholde en række debatmøder.  Udvalget skal være klar med en rapport i slutningen af 2013, og her skal man beskrive »tendenser og udviklingstrends, ønskelige fremtidsscenarier for BYEN 2025 samt identificere udfordringerne«.
Udvalget består af 18 faste medlemmer, som ministeren for by, bolig og landdistrikter har udpeget, med Claus Bech Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut som formand.

Monday, 4 February 2013

Bogstavkort



Plakatserien ‘De Indre Broer’ består af skrevne kort, dvs. gaderne er kun markeret typografisk med deres navne, og de er lavet af Nis Klamer, grafisk designer og ejer af plakatmageriet Klam.
»Københavnere er meget bevidste om, hvor de bor henne, og der er et meget stærkt sammenhold på de indre broer,« sagde Nis Klamer Magasinet KBH i november 2012. Plakaterne har farvenuancer alt efter, hvad Nis Klamer forestillede sig ville falde i smag i de forskellige brokvarterer, bl.a.‘reddish’ på Indre Nørrebro og ‘easy green’ på Indre Vesterbro.
»Vi har ikke tænkt sådan helt kategorisk, at ‘der bor de konservative, der bor hipsterne og der bor punkerne’, men der er jo forskel på dem, der bor på de forskellige broer,« sagde Nis Klamer dengang.

Monday, 21 January 2013

Prisen på din bolig


»Hvis man vil have høje boligpriser i et byområde, skal man bygge masser af forskellige forretninger, men helst ikke for mange barer og cafeer. Et attraktivt forretningsliv kan øge boligers værdi med op til 30 %. Og hvis man vil gøre boligerne endnu dyrere, planter man bare en lille park tæt på, så stiger priserne yderligere 10 %« 
Nej, det er ikke en anbefaling fra en ejendomsmægler men fra Miljøministeriet, som i januar 2013 præsenterede et forskningsresultat fra en lang række institutioner og instanser, deriblandt Københavns Kommune og Universitet.
Overraskende er det heller ikke, at trafikstøj forringer boligens værdi, mens nærhed til kysten forøger den. Som Miljøministeriet skriver:

  • Boligværdien stiger med 15-30 % inden for 300 m fra kysten.
  • Boligværdien falder med 1-4 % for hver bar eller cafe indenfor 100 meter.
  • Boligværdien stiger med op mod 4-8 % tæt på en station.
  • Boligværdien falder med op til 20 % ved niveauer over 75 dB.
Derimod omhandler forskningen ikke kvaliteterne ved selve boligen, f.eks. indretning og arkitektur. Og den tager heller ikke stilling til, hvordan sociale forhold og 'branding' kan influere på boligpriserne. (Bare sig ordet 'ghetto' eller '2700 NV'!)

Monday, 25 June 2012

Grøn by en udfordring

Billedet er sløret. Men det gør ikke  noget, for palmer fra de varme lande visner.
Her er årets tilbud til arkitekter som planter palmer i København. ”World in Denmark”-konferencen som bl.a. vil sætte fokus på de håbefulde planer om grøn by. Konferencen afholdes af Københavns Universitet, hvor de bruger ordet ’begrønne byen’. Ikke noget kønt ord. Men i hvert fald: På Københavns Universitet inviterer de til diskussion om nutidens mange tendenser til at gøre byen grøn eller grønnere, og det sker på en ’World in Denmark-konference’ på Skov og Landskab, KU LIFE 27.-29. juni 2012. Og som de skriver: ”For planter er kommet på alles læber og knyttes stadig oftere til et håb om at afhjælpe byens økologiske, tekniske og sociale problemer.”
Men som de også skriver på Skov og Landskab, hvor de bl.a. uddanner landskabsarkitekter, er der udfordringer. ”Anvendelse af planter som byggesten er dog alt andet end ligefrem. Enhver bestræbelse på at skabe en grøn by er farvet af bestemte mere eller mindre udtalte motiver og perspektiver på økologi, politik, æstetik mm. Dermed er der ikke én, men et bredt spektrum af mulige roller, planter kan spille i fremtidens byer.” Læs mere på www.windk2012.dk/

Thursday, 7 June 2012

Hvordan internettet kan ødelægges


Dragør, Gedser, Blaabjerg og Rødby Havn, vigtige lokaliteter, for her ligger de fysiske knudepunkter for hele Danmarks net.  Det er online-magasinet gizmodo.com, som beskriver hvordan man for alvor kan lukke hele verdens internet ned: nemlig ved at ødelægge den fysiske infrastruktur af vigtige kabler og datacentre. Gruppen af de anonyme hackere,  Anonymous,  truede for nylig med at lukke net ned ved hacking, men det kan ifølge computerworld.dk ikke lade sig gøre. » Angrebene kan genere, javist, men ikke ødelægge. Der er for mange redundante systemer til, at det kan lade sig gøre.« Ifølge gizmodo.com kræver en ødelæggelse mange tusinde angreb på en gang. Men så skulle den også være der.

Friday, 1 June 2012

Tørvejr for fodgængerne, tak


Nørreport Station under ombygning. Kunne overdækningen blive? Foto: Ny Nørreport
Endelig er det der: Det overdækkede fortov, hvor der er brug for den: nemlig ved Danmarks travleste togstation. Overdækningen er dog kun midlertidig og i begrænset længde. I den italienske by Bologna findes de til gengæld i kilometervis, både med og uden butikker.

Tuesday, 8 May 2012

Byer udfordret. Her er løsninger


Realdania bruger fotoet som illustration. Hvad mon der står?
Realdania By har udgivet et katalog om byudvikling, som bygger på konkurrencer om byudvikling i henholdsvis Køge og Fredericia. Kataloget rummer 29 idéer fra de to konkurrencer. Og Realdania By mener de kan give inspiration til byudviklingsprojekter i andre danske byer.
Katalogets 29 principper er fordelt på ti temaer:
1. Kultur
2. Regionale attraktorer*
3. Byrum, byliv og bebyggelser
4. Miljømæssig bæredygtighed og klima
5. Social og sundhedsmæssig bæredygtighed
6. Økonomisk bæredygtighed
7. Jordforurening
8. Proces, inddragelse og midlertidighed
9. Detailhandel
10. Parkering og infrastruktur
»Mange af principperne svarer på mere end én udfordring,« skriver Realdania By. »Et grønt, rekreativt område med vandopsamling kan for eksempel både være en løsning på en sundhedsmæssig udfordring og en bæredygtigheds- og klimaudfordring.«

* Attraktorer er faktorer, der skaber opmærksomhed. Det er også et etableret matematisk begreb, men har fundet indpas i byplanlæggerkredse, f.eks. på RUC: Attraktorer behøver at have noget med turisme at gøre, men kan  være en stor begivenhed med international opmærksomhed eller et naturfænomen f.eks. en solformørkelse.

*

Monday, 7 May 2012

Arkitektur som debatindlæg


Enten er døren åben. Eller den er lukket. Foto: DAC

Kan arkitektur skabe debat? Altså om andet end det konkrete hus. 
Det mener Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center, som sammen udskrev konkurrencen Build What Here. Konkurrencen skulle bringe forslag til, hvordan deltagerne på Roskilde Festival kan planlægge og designe en by-installation på festivalen. Konkurrencen havde fokus på involverende, midlertidig arkitektur, og blandt 89 forslag vandt fem arkitektstuderende fra Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet med projektet ’Open Borders’.
Dommerne var enige om at projektet klar og umiddelbart fortæller »... om asylansøgeres muligheder, usikkerhed og begrænsninger, når de ankommer til et nyt land.« Som Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center udtrykte det:
»I årets Build What Here-konkurrence er der lagt særligt fokus på at udforske, hvordan midlertidig arkitektur kan være involverende – både i forhold til livet i selve festivalbyen og i forhold til de store vedkommende spørgsmål; vores ansvar for andre mennesker eksemplificeret i asylspørgsmålet. Der er fundet et stærkt vinderprojekt, der netop formår at gøre dette på en original, kreativ og konkret symbolsk måde, der passer godt til Roskilde Festivalens ånd.«
Vinderforslaget og andre udvalgte projekter er udstillet i Dansk Arkitektur Center fra 25. maj 2012.

Friday, 13 April 2012

Fra B.T. til BT



Dagbladet B.T. har fået både navneforandring til BT og nyt logo. Det er firmaet e-Types, som har redesignet logoet, mens avisens egne grafikere har stået for de øvrige typografiske og layoutmæssige ændringer. På kommunikationsforum.dk kan man læse en anmeldelse af den nye avis: »Den røde baggrund og negative skrift er bevaret, men bladhovedets gamle typografi med fødder og flige er blevet grundigt barberet til en sans serif-skrifttype. Det giver et betydeligt tab af genkendelighed og er samtidig et lille, uheldigt skridt i retning af det anonyme. Helt generisk er hovedet dog ikke. Især B'et er der arbejdet med, så det fremstår egenartigt.«
Det var den mere positive anmeldelse. Den negative lyder som følger: »Alt i alt er BT sluppet ganske godt fra moderniseringen af selve bladhovedet. Værre er det gået med pløkkerne, altså de bærende overskrifter, på forsiden. De fremstår i en høj, fed sans serif med meget små ordmellemrum, hvilket får teksterne til at flyde klaustrofobisk sammen til – efter behag – en hemmelig kode, en gådeleg eller et konkretistisk digt.«

Wednesday, 7 March 2012

På arkitektskolen i Aarhus forsker de – bare ikke i arkitektur!

På arkitektskolen i Aarhus har de en forskningsafdeling, en skole for ph.d.-studerende. Den forsker bare ikke i arkitektur og design, men i »overordnede humanistiske og videnskabsteoretiske aspekter«, som det hedder fra afdelingen, mens man så har overladt de praksisorienterede studier til andre institutioner — hvad det så end skulle være hvis ikke en arkitekt- og designskole?
Det skal dog være slut nu, for som det hedder fra afdelingen, så har »… flere af vores ph.d.-studerende […] ytret ønske om, at der i højere grad bliver fokuseret på teoridannelser og forskningsmetodikker, som relaterer sig til arkitektur- og designforskning.«

Arkitekturcenter opdeler i 'sendeflader'


I løbet af foråret 2012 vil Dan sk Arkitektur Center (DAC) begynde at bruge sin nye kommunikationsstrategi og nye grafiske identitet. DAC vil operere med tre nye strategiske 'sendeflader', som hver især skal samle og formidle viden til specifikke målgrupper og som  »... rummer aktiviteter, der fokuserer på at tilfredsstille og opfylde netop disse målgruppers interesser og behov. Man kan sammenligne sendefladerne med tv-kanaler som DR1, DR2 og DRK.« Som DAC beskriver det.
De tre 'sendeflader' er:
  • DAC& Life til dem der vil opleve arkitekturen gennem udstillinger, guidede ture og andre aktiviteter.
  • DAC& Build til dem der søger faglig inspiration og udvikling inden for byggeriet.
  • DAC& Cities til dem der søger faglig inspiration og viden inden for byudvikling.

Den nye kommunikationsstrategi og grafiske identitet er lavet i samarbejde med idebureauet 2+1.

1700-tallet med og uden paryk


Kulturmøde, et tema på 1700-tals festival. Foto: Folkeuniversitetet
Århundredets Festival er en ny historisk vidensfestival i Aarhus. Festivalen præsenteres af Folkeuniversitetet i Aarhus i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og en lang række kulturinstitutioner. Og arrangørerne lover, at arrangementer både taler til sanserne og intellektet, når man hvert andet år kan opleve »historien vakt til live på tværs af byens rum og institutioner«.
Festivalen i 2012 (9.-18. marts) hedder 'Opdagelser, pøbel og pudderparykker' og sætter spot på 1700-tallet. Festivalen i 2014 sætter fokus på 1800-tallet og i 2016 på 1900-tallet. »Glæd dig til historiske oplevelser i krydsfeltet mellem viden, kunst og kultur«, som man skriver. Og man lover også, at festivalen »kaster lys over alt dét, der har inspireret, dannet og formet aarhusianerne og danskerne gennem tiden«.
Aarhus vil være europæisk kulturhovedstad i 2017 med temaet 'Rethink', og her mener man i Århundredets Festival, at man vil sørge for, »at byens historiske bevidsthed er skarpsleben til den dag, Aarhus måske står med titlen«. 

Papirbogens nye liv



Mikrobiblioteker i Ghana. Foto: Little Free Libraries
De ligner forvoksede fuglehuse, men de er mikrobiblioteker, og på halvandet år er der opsat mellem 3-400 af dem over hele verden, skriver TV2 Nyhederne. Uden startkapital eller betalt arbejdskraft er foreningen Little Free Libraries vokset ud til 34 amerikanske stater og 17 lande i verden. Blandt andet i Ghana, hvor en kvinde alene har sat 15 mikrobiblioteker op. Der er gennemsnitligt 50 bøger i hvert mikrobibliotek, hvor man er velkommen til både at tage og givealle slags bøger

Monday, 27 February 2012

Design din by for unge


»Design din by handler om at komme med gode, originale og/eller sjove idéer til, hvordan fremtidens byer skal se ud og hvad de skal kunne tilbyde. Forslagene skal tage udgangspunkt i et eller flere af konkurrencens temaer: Byens form, Bæredygtige byer og Bevægelse i byen.«
Sådan skriver Skov & Landskab ved Københavns Universitet om konkurrencen ’Design din by’ i 2012 for unge mellem 15-24 år.
Man kan læse videre på designdinby.dk om temaerne:
  • Byens form: Hvad gør et byrum rart, sjovt og udfordrende at være i – og hvordan det kan se ud? Kom med forslag til indretning af byrum, omdannelse af industrikvarterer eller forslag til indretning af en hel bydel.
  • Bæredygtige byer: sundt og rent bymiljø kan sikre byboere en bedre livskvalitet, sundhed og velfærd. Men hvordan skabes dette og hvordan sikrer vi at byen kan modstå fremtidens klimaændringer?
  • Bevægelse i byen: Hvordan integrerer man sport og aktiviteter i byens rum? Hvordan skaber man liv på gader og stræder – og får nogle sundere byboere?

Sidste frist for at indsende forslag er den 13. april 2012.