Showing posts with label arkitektur. Show all posts
Showing posts with label arkitektur. Show all posts

Tuesday, 22 December 2015

Storytelling før skitsering


Som en del af uddannelsen til fødevaredesigner bliver de studerende på Aalborg universitet (AAU) undervist i klassisk arkitektur og design, skriver universitetet 21.12. 2015, og som en fortæller lektor og centerleder Anna Marie Fisker, Institut for Byggeri og Anlæg beskriver det:
»I gamle dage arbejdede unge arkitektspirer meget med at gå ud i virkeligheden for at se på andres bygningsværker for at studere mål, æstetik og anvendelighed, når de skulle finde inspiration til at lave skitser til nye bygninger. Men i de senere år er vi begyndt at introducere de studerende for storytelling som et redskab til at hjælpe med at lave arkitektur.«
Så ved at bruge ord og begreber i stedet for at tegne lærer fremtidens fødevaredesignere på den måde at have mere fokus på, hvordan et rum, et måltid eller en bygning skal føles eller opleves, og hvilken historie det skal fortælle, allerede inden de første streger bliver sat på det ternede papir. Her kan de studerende lære meget af Karen Blixen, ifølge Anna Marie Fisker.

Saturday, 16 March 2013

Arkitekturportalen arkark.dk har været flere år undervejs men nu er den på nettet med indtil videre  4.600 værker af danske arkitekter, gamle og nye huse, anlæg og gågader. De to arkitekter Esben Larsen (initiativtager til  projektet) og Rimas Steponaitis  opfordrer kolleger til at foreslå arkitektur til hjemmesiden.
Portalen nøjes ikke med at beskrive husene, men vurder dem også. Om A.P. Møller Skolen i Schleswig 
hedder det fx:
»De store centralt beliggende fællesrum og sportsarealer er multifunktionelle og udformet, så de fremstår med en oplevelsesrig rumlig sammenhæng. Den skrånende tagskive med lysåbninger virker som en gestus, der samler hele skolen og tegner dens profil.«
Så må man tage den vurdering for gode varer, og glæde sig over initiativet.

Friday, 15 February 2013

Fra bryggerihus til bladhus

Foto: Ingeniøren

Magasinet Ingeniøren forlader industrihuset i Skelbækgade på Vesterbro og flytter til Trekroner Bryggeri i Trekronergade, Valby, skriver Ingeniøren. Huset her var en et tænkt hvidtølsbryggeri, der blev opført ved forrige århundredeskifte og er tegnet af Caspar Leuning Borch, en arkitekt, der ikke har stået for meget overlevet byggeri, ifølge Ingeniøren, men angiveligt er ophavsmand til det danske ord 'skønvirke' om den stilart, der i udlandet kaldes jugend eller art nouveau.

Monday, 7 May 2012

Arkitektur som debatindlæg


Enten er døren åben. Eller den er lukket. Foto: DAC

Kan arkitektur skabe debat? Altså om andet end det konkrete hus. 
Det mener Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center, som sammen udskrev konkurrencen Build What Here. Konkurrencen skulle bringe forslag til, hvordan deltagerne på Roskilde Festival kan planlægge og designe en by-installation på festivalen. Konkurrencen havde fokus på involverende, midlertidig arkitektur, og blandt 89 forslag vandt fem arkitektstuderende fra Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet med projektet ’Open Borders’.
Dommerne var enige om at projektet klar og umiddelbart fortæller »... om asylansøgeres muligheder, usikkerhed og begrænsninger, når de ankommer til et nyt land.« Som Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center udtrykte det:
»I årets Build What Here-konkurrence er der lagt særligt fokus på at udforske, hvordan midlertidig arkitektur kan være involverende – både i forhold til livet i selve festivalbyen og i forhold til de store vedkommende spørgsmål; vores ansvar for andre mennesker eksemplificeret i asylspørgsmålet. Der er fundet et stærkt vinderprojekt, der netop formår at gøre dette på en original, kreativ og konkret symbolsk måde, der passer godt til Roskilde Festivalens ånd.«
Vinderforslaget og andre udvalgte projekter er udstillet i Dansk Arkitektur Center fra 25. maj 2012.

Monday, 27 February 2012

Design din by for unge


»Design din by handler om at komme med gode, originale og/eller sjove idéer til, hvordan fremtidens byer skal se ud og hvad de skal kunne tilbyde. Forslagene skal tage udgangspunkt i et eller flere af konkurrencens temaer: Byens form, Bæredygtige byer og Bevægelse i byen.«
Sådan skriver Skov & Landskab ved Københavns Universitet om konkurrencen ’Design din by’ i 2012 for unge mellem 15-24 år.
Man kan læse videre på designdinby.dk om temaerne:
  • Byens form: Hvad gør et byrum rart, sjovt og udfordrende at være i – og hvordan det kan se ud? Kom med forslag til indretning af byrum, omdannelse af industrikvarterer eller forslag til indretning af en hel bydel.
  • Bæredygtige byer: sundt og rent bymiljø kan sikre byboere en bedre livskvalitet, sundhed og velfærd. Men hvordan skabes dette og hvordan sikrer vi at byen kan modstå fremtidens klimaændringer?
  • Bevægelse i byen: Hvordan integrerer man sport og aktiviteter i byens rum? Hvordan skaber man liv på gader og stræder – og får nogle sundere byboere?

Sidste frist for at indsende forslag er den 13. april 2012.

Friday, 24 February 2012

Arkitektkonkurrencer hæmmer nyudvikling


Konkurrencereglerne i offentligt byggeri hæmmer nyskabelsen. Det hævder arkitekt Flemming Overgaard i sin ph.d.-afhandling 'Paradokser i byggeriets tidlige faser' . For når der bydes ind på en arkitektkonkurrence, er oplægget fra den offentlige bygherre stort set fastlagt fra starten. Der kan ikke efterfølgende ændres væsentligt på programmet, heller ikke selvom bygherren eller brugerne er blevet klogere efter at have set løsningsforslagene. Og det hæmmer både innovativ og nyskabende udvikling, mener Flemming Overgaard, for en  sådan udvikling foregår nemlig kun, når der sker en fortløbende udveksling af viden mellem parterne, mener han
I sin afhandling angiver Flemming Overgaard  desuden en række modeller til nyudvikling i offentligt nybyggeri.
Ph.d.-forsvaret blev afholdt 24.2. 2012.

Thursday, 23 February 2012

Nye parcelhuse fremtidssikres


På bare et år er der sket en tredobling af opførelsen af lavenergihuse, viser ny salgsstatistik fra Dansk Byggeri. Dermed kan lavenergihuse blive en lukrativ vej ud af krisen for den hårdt pressede byggebranche, skriver Børsen 22.2. 2012 »I Nyhussektionen under Dansk Byggeri ser vi en klar tendens i, at mange vælger at bygge mere fremtidssikret, end loven påbyder. Ca. hvert ottende hus, der bygges af sektionens medlemmer, er et lavenergiklassehus, dvs. lavenergiklasse 2015 eller bedre,« siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Mads P. Gede, til avisen.

Thursday, 2 February 2012

Skal typehuset på museum?

Perioden fra 1950’rne til 1980’erne var typehusenes storhedstid, og der blev bygget over 500.000 parcelhuse, langt de fleste typehuse, og i dag er mange af dem ændret til ukendelighed: Typehuse bliver  ombygget, udvidet, energirenoveret eller revet ned revet ned for at give plads til nye huse. Bygningskultur Danmark efterlyser derfor originale typehuse for på den måde at vurdere, om nogle af de originale typehuse skal bevares, flyttes til Den Gamle By i Århus eller blot istandsættes med omtanke.
Typehusene kan deles op i en række epoker: Før 1950 ville husejerne have individuelle ’murermesterhuse’ eller bungalower, men efter ville de fleste have et standardhus til fast pris og leveringstid. Typehusene var meget ens i stil og plan, men de udviklede sig fra 1950'ernes små murede ’statslånshuse’ over 1960'ernes lave huse med gule sten, mørkt træværk og store vinduer til 1970'ernes høje rejsninger med altangavl og brune mursten eller hvide kalksandsten. (Læs også Peter Dragsbos gennemgang af typehusenes historie).

Wednesday, 1 February 2012

Ny materiel praksis i arkitektfaget ...

Udviklingen af digitalt baseret design-software har været eksplosiv de seneste år, skriver Arkitektskolen i Aarhus (AAA), som har opslået et 3-årigt ph.d.-stipendium. »Det er i stadigt stigende grad muligt at programmere designsoftware til at respondere på specifikke forhold for eksempel gennem simulation eller optimering. Denne udvikling modsvares af en tilsvarende udvikling af digitalt styrede produktionsfaciliteter og -redskaber. Det rejser en række udfordringer og muligheder for samspillet mellem arkitekten og designerens designproces og producenters fremstillingsproces, som gør det muligt at se konturerne af en ny materiel praksis i arkitektfaget.«
Med opslaget efterlyser arkitektskolen forslag, »… der udforsker spørgsmål knyttet til denne udvikling. Det kan ske gennem forskning i de tektoniske, konstruktive, materielle og stoflige potentialer i sådanne tilgange.« Der er ansøgningsfrist 7. februar.

Tuesday, 17 January 2012

Zink næsten selvreparerende

Zink som facadebeklædning. Foto: Bygnet
En tidligere transformerstation i Aarhus er ombygget til et boligkompleks med 11 lejligheder og udsigt Aarhus Bugt, skriver bygnet.dk. De nye altaner og en ekstra tag-etage med lejligheder er beklædt med forpatineret zink fra firmaet Rheinzink. Materialet holder angiveligt ”...i årtier og skal eksempelvis aldrig males, og samtidig har den en ’selvhelende overflade, hvor småridser, fugleklatter m.m. forsvinder af sig selv med tiden.” Zink blev tidligere brugt til tagrender, men er blevet almindeligt som facadebeklædning. Og det er ganske vist selvreparerende ved småskrammer, men det er svært at reparere større skader.

Thursday, 5 January 2012

Håndtegnede refleksioner


Svein Tønsager er lærer på Arkitektskolen Aarhus.Her en 'fabulerende tegning' af hans kollega,  Chris Thurlbourne.
Arkitekter bruger stadig håndtegning. Det er ihvertfald det indtryk man får af udstillingen ‘Drawing by Drawing’ i Dansk Arkitektur Center (DAC) med mere end 100 personlige tegninger og skitser. Udstillingen »... samler tegninger og udsagn fra nogen af verdens fremmeste arkitekter; byggende, visionære, skrivende, reflekterende, undervisende, formidlende, nytænkende. Fælles for dem er deres passion for arkitektur, deres kærlighed til tegningen og deres venskab med arkitekt Svein Tønsager, hvis internationale netværk de alle var del af.«
Udstillingen åbner torsdag 12. januar 2012 kl. 16.00-20.00, og der er åbningstale af arkitekt Michael Sorkin, Michael Sorkin Studio i New York, kurator og arkitekt Anette Brunsvig Sørensen og Kent Martinussen adm. dir. i Dansk Arkitektur Center.
Dansk Arkitektur Center ligger Strandgade 27B, Christianshavn.

Friday, 2 December 2011

Arkitektur skaber værdi


Fra kantinen hos Aller. Foto: CopenhagenX

Arkitektur spiller en vigtig rolle i virksomheders værdiskabelse. Og virksomhederne kan bruges arkitekturens muligheder i fx brandingstrategi. Det er Rune Thorbjørn Clausens påstand i hans ph.d. grad »Værdifuld arkitektur« på Copenhagen Business School (CBS). Rune Thorbjørn Clausen har brugt Allers nye byggeri i Sydhavnen som case, og det centrale argument i afhandlingen er, at bygningens værdi ikke skal findes i et enkelt aspekt, men nærmere i en serie af mange forskellige handlinger, som både medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere kan skabe indenfor bygningens muligheder.
Det er bygningens evne til at spille mange og forskellige roller simulant, der skaber de værdifulde effekter, er Rune hovedkonklusion.

Thursday, 1 December 2011

Kobbertyvens våde drøm

I baggrunden det nye kirketårn, forrest 'spiret'. Udsnit af foto fra Blik & Rør
Gunnar Kristensen VVS har grund til at være tilfreds. Firmaet har nemlig fået arbejdet med at lægge kobbertag på Baunekirken i Herning. 12 tons kobber, skriver fagforeningsbladet Blik & Rør. Og to af fagforeningens medlemmer har siden foråret  2011 lagt det nye tag, ialt 1000 arbejdstimer har de brugt ifølge bladet.
Baunekirken i Herning blev bygget i årene 1975-1977 som aflastning for middelalderkirken Tjørring Kirke. Men mens den gamle kirke foreløbig har holdt i mere end 1000 år,  var den nye Baunekirken nærmest klar til nedrivning efter få år. Taget har nemlig i årevis været utæt på grund af en konstruktionsfejl (arkitekten eller byggefirmaet?), og reparationerne ville i følge Blik & Rør koste 35 mio. kr., det samme som en ny kirke. Men på grund af den særprægede arkitektur – korsformet udvendig, rundkirke indvendig med mange fine detaljer, valgte menighedsrådet at restaurere kirken og give den et nyt tag. Og denne gang med trykimprægnerede trækonstruktioner. Hvis der endnu engang skulle være fejl i konstruktionen ...

Tuesday, 29 November 2011

Multibaner er fremtiden


 Multibane i beton, stål, jord og kunstgræs eller asfalt. Foto: LOA

De skal være funktionelle for en enkelt sportsgren, de skal tilbyde mange aktivitetsmuligheder, også for andre end drenge og unge mænd. Og skal de være smukke at se på: Multibaner, som det hedder.
Sammen med et Lokale- og Anlægsfonden (LOA) har en række arkitekter, designere og producenter udviklet fem bud på sådanne multibaner, som skal kunne opføres menge flere steder end tradionelle idrætsanlæg og samtidig kunne bygges for maks. 800.000 kr.
Nu mangler blot kommuner og foreninger, som vil anlægge dem med økonomisk støtte fra Lokale- og Anlægsfonden.

Friday, 11 November 2011

Arkitektur og design i samspil


Geiranger-Trollstigen har storslåede udsigter med designede udsigtsposter. Foto: Nasjonale turistveger


På udstillingen Detour.dk på Dansk ArkitekturCenter (DAC) kan man se hvordan med det norske projekt ‘Nasjonale turistveger’ kan bruge design- og arkitekturelementer til både at skabe turistattraktioner, og samtidig være katalysator for erhvervs- og turismeudvikling i tyndt befolkede områder. ‘Nasjonale turistveger’ består af 18 nationale turistruter gennem det norske landskab, og det tilbyder en række designede og scenograferede køreoplevelser. Hele projektet er udviklet og etableret i samarbejde mellem state, erhvervsliv, arkitekter og kunstnere, og udstillingen Detour.dk viser fem projekter. 
Den største attraktion er selvfølgelig det norske landskab, men mon ikke man i Danmark kunne skabe tilsvarende kvalitet?

Thursday, 10 November 2011

Bæredygtig og flytbar pavillon


Bæredygtig og flytbar pavillon. Foto: Fornyelsesfonden
Engang hed bæredygtig produktion ’fra vugge til grav’. Nu hedder det ’cradle to cradle’ (vugge til vugge), hvis man skal tro Fornyelsesfonden, som senest har støttet projekteringen af en pavillon baseret på principper om bæredygtigt byggeri og forbrug. Den aktuelle pavillon forventer parterne skal være færdigopført i oktober 2012, »hvor også koncepterne for genanvendelighed, dynamiske facader, vedvarende energi, vandkredsløb og interaktivt bygningsdesign er færdigudviklede.« Som man kan læse på fondens hjemmeside.

Pavillonen er tænkt til møder, den skal være flytbar, forsynes med vedvarende energi og fremstillet af sunde og genanvendelige materialer.
Det nye begreb ’Cradle to Cradle’ er dog ikke så sigende som det gamle princip, for man må gå ud fra, at materialerne først skal genanvendes, når huset rives ned! Sådan som entreprænørfirmaet og leder af projektet, Cowi, også skriver på sin hjemmeside: »Et hus bliver revet ned. Ingen materialer bliver kasseret men bliver alle genbrugt i et nyt hus. Sådan kunne et eksempel på et cradle to cradle-byggeri lyde. Tanken bag cradle to cradle er netop at jordens ressourcer er begrænsede og at de derfor ikke må gå til spilde, men nemt kan indgå i nye sammenhænge.«

Monday, 26 September 2011

Bygget ud fra de bedste intentioner ...

Tingbjerg er bygget i flere omgange fra 1952 til 1970 med Steen Eiler Rasmussens tegnestue som arkitekt. 
Det er Arkitekturens dag fredag 30 september og emnet er »de almene boligkvarterer«. Måske skulle man kalde dem boligområder, for selvom fx bebyggelsens Tingbjerg er skabt ud fra idealer om at blive en genkendeligt kvarter med godt naboskab, så er mange almene bebyggelser blevet til socialt belastede ’ghettoer’, deriblandt Tingbjerg.
Et af dagens arrangementer foregår i Arkitektforeningen som er hovedarrangør, og her fortæller blandt andre Per Zwinge, arkitekt og partner i Witraz Arkitekter, om ombygning i Tingbjerg og om »hvordan ’ghettoer’ kan udryddes«.
Det foregår  kl. 15.00 i Arkitekternes Hus, Strandgade 27A på Christianshavn.

Wednesday, 24 August 2011

Dogmearkitektur: Form følger formel


Den nye multihal med parabelkurver. Illustration: BIG

Udtrykket ’Form følger funktion’«. (Form follows function) stammer fra den amerikanske arkitekt Louis Sullivan som i en artikel fra 1896, »The Tall Office Building Artistically Considered«skrev  'form ever follows function' som et modspil til det hidtidige »form follows precedent« (form følger præcedens), dvs. den historiske arkitektur. Sullivan udviklede skyskraberen i en stålkonstruktion i modsætning til de gængse murstensbyggerier.
Nu lancerer Bjarke Ingels fra tegnestuen BIG dogmet »form følger formel« i sit nybyggeri til Gammel Hellerup Gymnasium, en ny multihal til idræt og social udfoldelse. Den nye hal skal graves 5 meter ned midt i skolens nuværende gård og som han siger til byggecentrum.dk:
»Multihallens tag udgør en ny plads i skolegården hvis karakteristiske blødt buede tag er formet efter boldspillet i den underliggende sportshal - helt konkret tager taget form efter den matematiske ligning for banekurven – så det var bogstaveligt som at tegne arkitektur fra skolebænken da det var min gamle matematiklærer, som stillede os opgaven om hallen. 'Form følger formel'«. Bjarke Ingels blev student på gymnasiet i 1993, og byggeriet forventes færdigopført juli 2012.
Ifølge denstoredanske.dk er banekurven bl.a. »... den kurve, en partikel eller et himmellegeme bevæger sig efter under påvirkning af ydre kræfter. Banekurven for et projektil i Jordens tyngdefelt er således en parabelbue (kasteparablen), når der ses bort fra luftmodstanden«.

Thursday, 21 July 2011

Parker med fest og farver men uden basal viden om anlæg

Parker er  blevet fest og farver med lidt træer indimellem. Foto: KBH
»Landskabsarkitekturdisciplinen har gennem de senere år gennemgået en markant udvikling, og der er opstået en fornyet interesse for fagområdet, dets virkemidler, metoder og genstandsfelt. Fagområdets videreudvikling varetages således ikke kun af landskabsarkitekter, men også andre grene af arkitekturdisciplinen og tilgrænsende fagområder bidrager hertil.
Også begrebsmæssigt pågår en række forandringer på forskellige niveauer; nogle taler eksempelvis om byen som landskab og om det urbaniserede landskab, andre argumenterer for, at der er tale om to forskellige kategorier, arbejdsfelter og forståelsesrammer. Uanset dette kan man konstatere, at der i praksis og diskursivt er sket en udveksling på metodisk og forståelsesmæssigt niveau mellem landskabsarkitekturens, byplanlægningens og bygningskunstens discipliner.«
Sådan kan man læse i et stillingsopslag fra Kunstakademiets Arkitektskole, som opslår to ph.d.-stipendier til besættelse 1. januar 2012.
De mange nye parker i fx København viser tydeligt, at basal viden om græs, træer og buske ikke har højeste prioritet. Det har basal viden om brugeradfærd heller ikke. Til gengæld bygges der spektakulære anlæg med fest og farver i parkerne, så Superkilen på Nørrebro i København.

Saturday, 16 October 2010

Designskolens sammenlægning med Arkitektskolen tættere på


Foto: DAC
Vandflyverhangaren på Holmen skal huse Danmarks Designskole fra 2011, skriver Berlingske.dk. Hangaren blev bygget  i 1921 af med Christian Olrik som arkitekt. Og her  brugte Søværnets Flyvevæsen den til til bygning og reparation af vandflyvere indtil omkring 1950.  brugte Søværnets skoler hangaren til artilleriskole. Fra 1972 fungerede den som militært værksted indtil 1996, hvor Søværnet rømmede Holmen. I 2001 blev den af Dorte Mandrup Arkitekter ombygget til en moderne kontorbygning, og her holdt Nyhedsavisen til indtil for 2 år siden
Husets enorme tag danner en spændt halvbue over hele bygningens bredde, og det hører til Danmarks tidligste store spændbetonkonstruktioner, skriver Dansk Arkitektur Center (DAC).
Hangaren er lejet for 10 år og flytningen er en del af en stærkt diskuteret sammenlægning med Kunstakademiets Arkitektskole. 



Kritikere mener, at der er så stor forskel på projektering af huse og design af  ting der skal ind i huset er så vidt forskellig, at de to retninger ikke kan få fordel af hi.nanden Som  déhistorikeren Carsten Thau på Kunstakademiets Arkitektskole udtalte til Politiken i april 2010: »Tilsyneladende drejer det sig om at imødekomme embedsmændene i Kulturministeriet, der kun tænker i administrativ stordrift og ikke på de indholdsmæssige konsekvenser af fusionen«. Og han mener, at politikerne »... er med til at ødelægge det miljø, hvor en række af hovedværkerne i dansk arkitektur er kommet fra i løbet af de sidste 250 år«. 

Nu kunne det tænkes, at sammenlægning kunne give fælles glæder. Fx er der designområder på Arkitektskolen som også findes på Designskolen.