Showing posts with label bæredygtighed. Show all posts
Showing posts with label bæredygtighed. Show all posts

Monday, 27 February 2012

Design din by for unge


»Design din by handler om at komme med gode, originale og/eller sjove idéer til, hvordan fremtidens byer skal se ud og hvad de skal kunne tilbyde. Forslagene skal tage udgangspunkt i et eller flere af konkurrencens temaer: Byens form, Bæredygtige byer og Bevægelse i byen.«
Sådan skriver Skov & Landskab ved Københavns Universitet om konkurrencen ’Design din by’ i 2012 for unge mellem 15-24 år.
Man kan læse videre på designdinby.dk om temaerne:
  • Byens form: Hvad gør et byrum rart, sjovt og udfordrende at være i – og hvordan det kan se ud? Kom med forslag til indretning af byrum, omdannelse af industrikvarterer eller forslag til indretning af en hel bydel.
  • Bæredygtige byer: sundt og rent bymiljø kan sikre byboere en bedre livskvalitet, sundhed og velfærd. Men hvordan skabes dette og hvordan sikrer vi at byen kan modstå fremtidens klimaændringer?
  • Bevægelse i byen: Hvordan integrerer man sport og aktiviteter i byens rum? Hvordan skaber man liv på gader og stræder – og får nogle sundere byboere?

Sidste frist for at indsende forslag er den 13. april 2012.

Friday, 24 February 2012

Byen er selvfølgelig for alle generationer


Udsnit af konkurrenceflyer.

Med titlen ’De mange generationers by’ har Socialstyrelsen samt Social- og Integrationsministeriet udskrivet i en konkurrence for at finde den by, der er mest attraktiv at leve i »... for både ældre borgere og til gavn for alle generationer« (så blev ingen glemt).
2012 er udnævnt til at være Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne., og derfor skal ældre selvfølgelig betragtes og inddrages som resurse, kan man læse.
En besvarelse skal besvare mange spørgsmål, f.eks.:
  • Hvordan indbyder byrummet til at holde sig aktiv også i en høj alder?
  • Hvilke initiativer og tiltag inspirerer til at holde sig aktiv hele livet?
  • Er det muligt at deltage i aktiviteter, der understøtter aktiv livsstil og generationsmøde?
  • Hvad er byens fortolkning af at være aktiv hele livet? 

1. maj 2012 er sidste frist for tilmelding af projekter til konkurrencen.

Thursday, 23 February 2012

Nye parcelhuse fremtidssikres


På bare et år er der sket en tredobling af opførelsen af lavenergihuse, viser ny salgsstatistik fra Dansk Byggeri. Dermed kan lavenergihuse blive en lukrativ vej ud af krisen for den hårdt pressede byggebranche, skriver Børsen 22.2. 2012 »I Nyhussektionen under Dansk Byggeri ser vi en klar tendens i, at mange vælger at bygge mere fremtidssikret, end loven påbyder. Ca. hvert ottende hus, der bygges af sektionens medlemmer, er et lavenergiklassehus, dvs. lavenergiklasse 2015 eller bedre,« siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Mads P. Gede, til avisen.

Wednesday, 18 January 2012

Et klimareguleret hus


Der mangler et klimavenlig haveanlæg, men ellers er huset fuld af tekniske finesser. Foto: Teknologisk Institut
Familien Bak, to voksne og to børn har prøvet at bo i Teknologisk Instituts lavenergihus, og har angiveligt kun gode erfaringer, skriver bygnet.dk, om perioden med en forsøgsfamilie, der er flyttet tilbage til deres eget hus.
Indeklimaet styres af intelligent teknologi, så det opleves som behageligt og måske også sundt, for den yngste i familien har ikke været ramt af forkølelse og feber, som hun ellers plejer. Teknologien holder temperaturen konstant ved at regulere ventilationsvinduer og persienner. Systemet har en energisparefunktion, der automatisk sænker temperaturen i huset til 19 grader, hvis husets bevægelsessensorer registrerer, at det er mennesketomt. Systemet har også en såkaldt komfortfunktion, der automatisk kan holde temperaturen på f.eks. 22 grader. Derudover kunne familien selv regulere indeklimaet med en app på iPad.

Thursday, 8 December 2011

Fra cykelskrot til bymøbel

Fra cykelskrot til flytbar bænk. Eller hvad det nu er. Foto: AAA
I de større byer flyder det med gamle cykler, stjålne, glemte eller blot sat af sin ejer. Til gengæld mangler der måske en bænk eller to. Og det har to studerende fra Arkitektskolen Aarhus (AAA) har fundet en mulig løsning på. »Urban opcykling« hedder det genbrugsprojekt som Kasper Old Jensen og Halfdan Trolle har udviklet i skolens studentervæksthus Ark:Idea. De forvandler gamle, ødelagte cykler til attraktive 'cykelmøbler', som skal stå i byrummet til fri afbenyttelse for borgerne. Ifølge Arkitektskolen Aarhus er bæredygtighed blevet et centralt element i arkitekt- og designuddannelserne. »Det handler om at give studeredne kompetencer til det fremtidige arbejdsmarked. Bæredygtighed er efterspurgt af både tegnestuerne, kommunerne og de studerende selv,« siger lektor Boris Brorman Jensen, Arkitektskolen Aarhus, på skolens hjemmeside.
Og på bloggen http://taenkvaerk.tumblr.com/ kan man læse de studerendes egen fortolkning.

Wednesday, 7 December 2011

Bæredygtig opslagstavle uden nåle og magneter


Opslagstavle af træ – og uden nåle og magneter. Pressefoto: David Berring
Haps! Så har den taget det. Og det er baggrunden for designeren  Mette Vestergaards opslagstavle ’HapsHaps’, hvor man hverken skal bruge nåle eller magneter. Tavlen blev nr. 1 i FSCDesign Award 2011, en konkurrence for danske design- og arkitektstuderende. FSC står for Forest Stewardship Council, en non-profit organisation hvis formål er en mærkningsordning til træ og papir og siden 2005 har FSC afholdt konkurrencen med opgaven: Vis hvordan man forener innovaton, æstetik og funktionalitet i  bæredygtigt design.

Thursday, 10 November 2011

Bæredygtig og flytbar pavillon


Bæredygtig og flytbar pavillon. Foto: Fornyelsesfonden
Engang hed bæredygtig produktion ’fra vugge til grav’. Nu hedder det ’cradle to cradle’ (vugge til vugge), hvis man skal tro Fornyelsesfonden, som senest har støttet projekteringen af en pavillon baseret på principper om bæredygtigt byggeri og forbrug. Den aktuelle pavillon forventer parterne skal være færdigopført i oktober 2012, »hvor også koncepterne for genanvendelighed, dynamiske facader, vedvarende energi, vandkredsløb og interaktivt bygningsdesign er færdigudviklede.« Som man kan læse på fondens hjemmeside.

Pavillonen er tænkt til møder, den skal være flytbar, forsynes med vedvarende energi og fremstillet af sunde og genanvendelige materialer.
Det nye begreb ’Cradle to Cradle’ er dog ikke så sigende som det gamle princip, for man må gå ud fra, at materialerne først skal genanvendes, når huset rives ned! Sådan som entreprænørfirmaet og leder af projektet, Cowi, også skriver på sin hjemmeside: »Et hus bliver revet ned. Ingen materialer bliver kasseret men bliver alle genbrugt i et nyt hus. Sådan kunne et eksempel på et cradle to cradle-byggeri lyde. Tanken bag cradle to cradle er netop at jordens ressourcer er begrænsede og at de derfor ikke må gå til spilde, men nemt kan indgå i nye sammenhænge.«

Friday, 7 October 2011

Man sandblæser da ikke bukser

Sandblæsning giver jeans et jævnt slidt præg. Foto: Aktive Forbrugere
De danske modevirksomheder Minimum og Iceman tager afstand fra sandblæsning af jeans, skriver fashionforum.dk. Nye jeans med slidt look er behandlet med sandblæsning, selvom metode angiveligt kan give tekstilarbejderne sygdommen silikose. Sandblæsning foretages i lande som Tyrkiet, Bangladesh og Ægypten, og alene i Tyrkiet er der hidtil registeret 1200 tilfælde af silikose, hvoraf. 52 med sygdommen er døde af den.
En lang række danske virksomheder har ifølge fashionforum.dk tidligere meddelt af de ikke vil benytte sandblæsning, bl.a. Bestseller, Five Units, Coop og IC Companys.
Clean Clothes Campaign Danmark og Aktive Forbrugere opfordrer til at man ikke køber sandblæste jeans. Vil man have det slidte look med god samvittighed, skal man købe stenvaskede (stonewashed) jeans, som er en vandbehandling,  hvor stoffet bliver slebet i overfladen af pimpsten i vand, ofte suppleret med kemisk blegning.

Thursday, 21 July 2011

Bæredygtig mode med kunststoffer

Designskolen Kolding har sat tre designere til at lave en bæredygtig tøjkollektion med udgangspunkt i skolens forskning. Nøgleordene er produktion og forbrug, skriver videnskab.dk.
Siden 2008 har Designskolen Kolding samlet deres bæredygtighedsforskning under Laboratoriet for Design, Innovation og Bæredygtighed. Det er der kommet en lang række publikationer ud af, blandt andet om polyester og skolens undervisning i bæredygtighed, og udgives en publikation som handler om projektet Living Lightly, der forsøger at forene skolens bæredygtighedsforskning med lækkert tøj.
Den fysiske form kommer gennem en decideret tøjkollektion, som skal præsenteres på Copenhagen Design Week til efteråret.



Monday, 27 December 2010

Mad fra vinduskarmen


Illustration: Dickson Despommier
Fremtidens storbyer vil være præget af højhuse fulde af hvedemarker og kål, mener den amerikanske forsker Dickson Despommier fra Columbia University i New York, som man kan høre det på DR Hardisken. Hans udgangspunkt er, at der I følge FN vil være over ni milliarder på jorden i 2050. I dag bruges et areal på størrelse med Sydamerika for at dække verdens behov for landbrugsvarer, og i 2050 anslår FN at fødevareproduktionen skal forøges med hele 70 procent. Her kommer Despommier med sine forslag til integrerede landbrug i megastore bygningskomplekser – og også forslag til dyrkning i vinduskarme, som nok betyder at et og andet sofahjørne skal skrottes.

Friday, 15 October 2010

Kan vindmøller erstattes af piezoelektriske keramiske skiver?


Foto: Atelier DNA
Den amerikanske designhus Atelier DNA, har udviklet et nyt vindkraftkoncept, der gør op med vindkraft som noget der absolut skal dreje rundt. I stedet udnyttes piezoelektriske materialer i 55 meter høje pæle til at producerer el, skriver Ingeniørens netavis.
Det er dog endnu kun et designstudie, men i princippet består hver pæl af et 55 meter høj kulfiberforstærket plastrør, og inde i rører er der piezoelektriske keramiske skiver, som er elektrisk forbundet. Når pælen svajer presse skiverne sammen, skaber det en elektrisk strøm.
Pælene kan stilles tæt sammen, og designerne vurderer, at de kan producerer lige så meget el som konventionelle vindmøller på det samme areal.
Hele konceptet eksisterer i dag kun som en computermodel. Der er heller ikke regnet på hvad prisen for elproduktionen vil ligge på.
I en kommentar til artiklen gør en læser dog opmærksom på, at prisen vil være så høj, at det ikke kan konkurrere med vindmøller.

Tuesday, 21 September 2010

Stort potentiale i genbrugt træ

Lamineret træ behøver ikke være fremstillet af nyt træ, som her i sportshallen Prismen i Holmbladsgade – genbrugstræ kan bruges. Foto: JG
Der mangler træ i Europa ifølge en trae.dk. I 2007 forudså et studie, udført af UNECE/FAO og Hamborg Universitet, at fremtidens øgede efterspørgsel på biomasse til energi og en øget efterspørgsel på råtræ til den træforarbejdende industri ville intensivere konkurrencen om de europæiske skoves træressourcer.
Studiet forudså, at der i 2010 ville mangle 185 millioner m3 træ og i 2020 448 millioner m3 træ, for at dække det estimerede behov. Men det kan alfhjælpes ved ...
  1. Øget hugst af gavntræ (80 millioner m3)
  2. Øget udnyttelse af skovens biomasse, f.eks. grene og toppe fra træer der i forvejen skal høstes (50 millioner m3)
  3. Øget genanvendelse af træ (39 millioner m3)
Genbrug handler om både design og organisation. Træting kan designes, så de senere kan splittes op til genbrug, de kan designes af genbrugstræ – og en genbrugsordning er også design.

Wednesday, 15 September 2010

Endelig byggeri der selv producerer energi






Sådan er det kommende BOLIG+-byggeri i Aalborg tænkt. Ill.: BOLIG+
I de kommende år realiseres et ambitiøst BOLIG+-byggeri langs havnefronten i Aalborg, skriver SBI. Det er ejendomsselskabet Realea A/S og entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S som er gået sammen om at bygge et forsøgsbyggeriet på havnefronten i Aalborg.
Angiveligt bliver BOLIG+-byggeriet »Danmarks første aktivt energiproducerende, energineutrale etageboligbyggeri«. Og det har samtidig »fokus på sunde boliger, perfekt indeklima og livskvalitet«.
Byggeriet skal indeholde både leje- og ejerboliger, og det »udføres indenfor en almindelig boligøkonomi«. Det sidste lyder usandsynligt, hvis det handler om almennyttige boliger med et alt for lavt såkaldt rammebeløb. Og ejerboligmarkedet er indtil videre ikke til forsøgsbyggeri.
BOLIG+ er støttet økonomisk af Realdania; Center for Energibesparelser og det Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) samt partnerne i BOLIG+ samarbejdet.

Friday, 3 September 2010

Lager for historiske byggematerialer

»Hvor finder man f.eks. tagsten, der kan passes ind i et falmet og vejrbidt tegltag, som i generationer har stået imod det lunefulde danske vejr?« Sådan skriver Kulturarvstyrelsen i sin præsentation af lageret for for brugte byggematerialer på Hummeltoftevej 179 i Virum. Materialerne er ikke til salg, men skal betragtes som en form for støtte, som ejere af fredede huse kan søge Kulturarvsstyrelsen om at få del i ved restaurering og vedligehold på lige fod med økonomisk støtte.
Mange af byggematerialerne har tidligere været deponeret rundt om i landet, men nu har Kulturarsstyrelsen sorteret og istandsat materialerne fra flere depoter og har samlet de fleste i depotet i Røde Lade. Det er planen, at lave et depot for Sjælland, Fyn og Jylland.
Der er åbent fredag 3. september kl. 14-16 for ejere af fredede bygninger og for Kulturarvsstyrelsens samarbejdspartnere.

Fra bambus til tekstil


Drytac Europe har lanceret et angiveligt miljøvenligt lærredsagtig banner tekstil, som er lavet af naturlige bambusfibre, skriver AGI. Panda Print, som produktet hedder, produceres i en lukket miljøvenlig proces, og er, ifølge Drytac, 99,6 procent biologisk nedbrydeligt og fri for skadelig kemi. Den bambus der bruges i produktionen kommer fra økologiske plantager, og ikke fra bambusskov. Panda Print fås på ruller i bredderne 914 mm og 1270 mm.

Saturday, 17 April 2010

Bæredygtighed kan udregnes

It-værktøjet SolidWorks er blevet udbygget med et modul  til 'sustainability' skriver Teknikeren i sit aprilnummer. SolidWorks udbyder i forvejen en lang række programmer til designprocesser, først og fremmest hjælpeværktøjer til CAD og 3D.

Saturday, 3 April 2010

En dag med bæredygtige sko


"Sustainable Shoes - State of the Art" er titlen på et heldagseminar 14. april på Designskolen Kolding om bæredygtigt fodtøj. Der bliver indlæg fra bl.a. Nike, Timbaland og Hummel. Seminaret er arrangeret af Laboratoriet for Bæredygtighed og Design, og man skal melde sig til senest 7. april

Thursday, 3 September 2009

Alt handler nu om klimaudfordringer

Kunst og kultur kan bidrage med løsninger på klimaudfordringerne, mener kulturminister Carina Christensen, som derfor har igangsat en konkurrence blandt de studerende på de i alt 12 skoler, som hører under Kulturministeriet – og det er inden for inden for arkitektur, design, kunsthåndværk, musik, billedkunst, teater og lidt til.
Under overskriften COP Kreativ præsenteres forslagene på Kunstakademiets Arkitektskole 26. september kl. 9.30-03.00.

Thursday, 20 August 2009

Bæredygtig søndag på Louisiana

»Bæredygtighed er andet og mere end elsparepærer og grønne afgifter; bæredygtighed er et bredt begreb, som spiller en rolle på alle niveauer af menneskets hverdagsliv; både socialt, miljømæssigt og økonomisk.« Sådan skriver kunstmuseet Louisiana om deres heldagsarrangement søndag 23. august, hvor udstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn!' præsenterer forskellige aspekter af bæredygtige løsninger.
Om eftermiddagen kan man fx høre om »Læren fra naturen – om fremtidens materialer« og »En ny æstetik i et bæredygtigt samfund«

Friday, 19 June 2009

Nye muligheder for arktiske turister


Hytten er konstrueret som trekantede moduler med aluminiumsrammer og en dug af glasfiber. De er til at skille ad og kan sættes sammen til større og mindre enheder. Hytterne har naturlig ventilation og kan udstyres med mere eller mindre avancerede lavenergiløsninger. Foto: DTU
Fire studerende fra Bygningsdesign på DTU Byg har i samarbejde med Center for Arktisk Teknologi, ARTEK, udviklet en arktisk turisthytte, der kan flyttes rundt på hundeslæde.
De studerende, , Jonas Vendel Jensen, Thomas Mondrup, Kristoffer Negendahl og Brian Hurup-Feldby, skal præsentere en prototype i fuld størrelse for internationale forskere og fagfolk fra turisterhvervet i de arktiske lande. Det sker ved ARTEK’s internationale konference for arktisk teknologi »Tourist Cottages and Climate Change« 11.-13. august i Sisimiut, Grønland. Konferencen er en inspirations- og udviklingsevent til turisterhvervet i Grønland og de øvrige nordatlantiske lande.